Mit svar til det spørgsmål er skolen. Folkeskole, gymnasium, universitet.. Alle disse tre er steder hvor mange mennesker mødes, hvor de danner og bryder bånd, hvor de prøver at finde sig selv (hvilket for det meste aldrig helt bliver en succes) og hvor det er meningen at vi skal blive ældre og lære om verden på den rigtige, taktfaste måde. Pres? Nej da. Præstationsangst? Nej da.
Jeg er simpelthen så træt af, at folk undervurderer skolen og hvordan den påvirker os - og vover man at sige, ikke kun positivt? De fleste bruger begrundelsen 'det er vigtigt at du er taknemmelig for at du får en traditionel skolegang og vokser op med venner'. Betyder det, at jeg ikke må synes at skolen og lærerne og alt andet er skod nogle gange, samtidig med at jeg er taknemmelig? Må jeg ikke reagere som jeg selv synes, på de oplevelser som jeg oplever?
Pointen er, at i disse teenage-år er verden som en social platform et minefelt. Og hvordan ville vi ende, hvis vi ikke trådte på nogen miner og dermed ikke viste hvordan det føltes når hele verden er som tunge, sorte regnskyer over os? Ville vi overhovedet vokse og bliver mere modne, hvis vi ikke fik revet en arm eller et ben af i disse miner?
- Metaforisk set, of course. Jeg mener ikke for alvor, at du skal få revet dine legemsdele af.
Pointen er, at jeg vil have lov til at gøre hvad jeg vil i mine skoleår, afhængig af hvad der sker i mit eget liv. Netop derfor kan ingen andre fortælle mig hvordan jeg skal tænke og føle. Når folk siger: "Dette er de bedste år af dit liv. Nyd dem!", vil jeg have lov til at svare:
"Det håber jeg sørme ikke."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar